FCI Standard Nr 119
KORTHÅRET HØNSEHUND
(DEUTSCH
KURZHAAR)
Oprindelsesland: Tyskland
Anvendelse:
Alsidigt anvendelig jagthund.
Klassifikation:
FCI
Gruppe 7 (Stående jagthunde).
Sektion 1.1 (Kontinentale, stående jagthunde af typen
”Braque”).
Med
brugsprøve.
Historie:
Racens historie begynder med de hunde, der blev
anvendt ved jagt med net på fuglevildt, navnlig i
Middelhavslandene. Via Frankrig, Spanien og Flandern
kom disse hunde til de tyske fyrstehoffer. Deres
vigtigste egenskab var evnen til at tage stand.Endnu
større blev behovet for stående jagthunde efter
fremkomsten af det første dobbeltløbede jagtgevær
(1750). For disse hunde blev ”fuglevildt i flugten”
nedlagt. Detblev begyndelsen til overgangen fra en
rent stående hund til den alsidige jagtbrugshund.
Som
det afgørende grundlag for opbygning og udvikling af
avlen fremkom i
1897
”Zuchtbuch Deutsch Kurzhaar”, og det var prins
Albrecht af Solms-Braunfeld, der opstillede racens
standard, regler for bedømmelsen af eksteriør og til
sidst også enkle regler for jagtprøver. I vore dage
passerer Korthåret Hønsehund det filter, der udgøres
af detaljerede regler for avl og markprøver. I
standarden fastlægges den alsidige jagthund Korthåret
Hønsehunds egenskaber, som sætter den i stand til at
opfylde alle jagtmæssige krav, selv i en høj alder.
Helhedsindtryk:
En
ædel, harmonisk hund, hvis kropsbygning sikrer kraft,
udholdenhed og hurtighed.
En
stolt holdning, smukke linier, tørt hoved, vel båret
hale, stram, glansfuld pels og en jordvindende,
hamonisk bevægelse understreger dens ædelhed.
Proportioner:
Kropslængden skal være en smule større end
skulderhøjden.
Temperament:
Sikker, ligevægtig, pålidelig, behersket temperament,
hverken nervøs, sky eller
aggressiv.
Hoved:
Tørt
og markant, hverken for let eller for svært bygget. I
kraft og længde skal det svare til kropsformen og
hundens køn.
Skalle : Tilpas bred, fladt hvælvet skalle med kun
let markeret nakkeknude. Pandefuren er ikke for dyb,
og øjenbrynsbuerne er tydeligt udviklede.
Stop : Kun moderat markeret.
Næse : Noget fremtrædende. Næseborene
tilstrækkeligt åbne, brede og bevægelige. Næsen er
primært brun, dog sort hos sorte eller sortskimlede
hunde. Kun hos hunde med hvid grundfarve tillades en
kødfarvet eller plettet næse.
Næseparti : Langt, bredt, dybt og kraftigt, så det
letter hundens evne til at bære vildtet korrekt. Set
fra siden er næseryggen let buet, lige fra en ædelt
formet ”væddernæse” til en ganske let hævning over den
lige linie – mest udpræget hos hanner. En helt lige
næseryg er mindre tiltalende, men lige så vel tilladt,
mens en konkav næseryg er en alvorlig fejl.
Læber : Tilliggende, ikke for stærkt overhængende,
godt pigmenterede. Fra næsen går de næsten lodret ned
til skillepunktet, hvorfra de fortsætter i en flad bue
til den moderat markerede mundvig.
Kæber, bid : Kraftige kæber med et perfekt,
regelmæssigt og komplet saksebid, dvs at den øverste
række af fortænder uden mellemrum griber ned over den
underste, og at tænderne sidder næsten lodret i kæben.
Med 42 sunde tænder svarende til tandformlen
Kinder : Kraftige, med god muskulatur.
Øjne:
Middelstore, hverken udstående eller dybtliggende. Den
ideelle farve er mørkebrun.
Øjenrandene slutter tæt til øjet.
Ører:
Moderat
lange, højt og bredt ansatte. De hænger glat og uden
at dreje ned tæt langs hovedet og er stumpt afrundede
nedadtil. Hverken for kødfulde eller for tynde. Hvis
de holdes fremad, skal de kunne nå cirka til
mundvigen.
Hals:
Af en
længde, der er i harmoni med helhedsbilledet, gradvis
bredere mod kroppen.
Nakken er meget muskuløs og let buet. Stramt
tilliggende hud ved struben.
Krop:
Overlinie : Lige og let faldende.
Manke : Tydelig.
Ryg : Fast og godt muskuløs. Ryghvirvlernes
torntappe skal være skjult af muskulaturen.
Lænd : Kort, bred og muskuløs, lige eller
let hvælvet. Overgangen fra ryg til lænd er stram og
godt sluttet.
Kryds : Bredt og passende langt, ikke brat
afsluttet, og kun let faldende mod halen. Med god
muskulatur.
Bryst : Mere dybt end bredt, med godt
udpræget forbryst og et brystben, der når så langt som
muligt bagud. Brystben og albueled skal ligge i samme
højde. Godt hvælvede ribben, hverken flade eller
tøndeformede. De bageste ribben når godt bagud.
Underlinie, bug : Let optrukken i en
elegant bue bagud. Tør.
Hale:
Højt
ansat og ved roden kraftig, gradvis tyndere udefter,
middellang. Til jagtbrug
kuperes den til ca halv længde. I ro bæres den
nedhængende, under bevægelse
vandret, ikke for højt over ryglinien eller stærkt
krummet. (I lande med kuperingsforbud kan halen
forblive naturlig. Den skal da kunne nå til haseleddet
og bæres lige eller let sabelformet.)
Lemmer:
Forpart:
Generelt: Set forfra er forbenene lige og
parallelle, set fra siden er de stillet godt ind under
kroppen.
Skuldre : Skråtstillet og bagtil fladt
tilliggende skulderblad med kraftig, tør muskulatur.
God vinkel mellem skulderblad og overarm.
Overarm : Så lang som muligt, med god og
tør muskulatur.
Albuer : Slutter tæt, men ikke presset ind
til kroppen, hverken ud- eller indaddrejede og
placeret langt bagud. God vinkel mellem overarm og
underarm.
Underarm : Lige, med tilstrækkelig
muskulatur. Kraftige, men ikke grove knogler.
Håndrod : Kraftig.
Mellemhånd : Minimalt vinklet mod
underarmen, dog ikke stejlt stillet.
Forpoter : Runde til skeformede, med tæt
sluttede, passende hvælvede tæer. Kraftige kløer.
Solide og robuste trædepuder. Poterne er stillet
parallelt og drejes under bevægelse
hverken ind- eller udefter.
Bagpart:
Generelt: Set bagfra lige og parallelle
bagben, velvinklede og med kraftige knogler.
Overlår : Langt, bredt og muskuløst. God
vinkel mellem bækken og overlår.
Knæ : Kraftigt, med god vinkel mellem over-
og underlår.
Underlår : Langt, muskuløst og senet. God
vinkel mellem underlår og mellemfod.
Haseled : Kraftigt.
Mellemfod : Lodret stillet, kraftig.
Bagpoter : Runde til skeformede, med tæt
sluttede, passende hvælvede tæer. Kraftige kløer.
Solide og robuste trædepuder. Poterne er stillet
parallelt og drejes under bevægelse hverken ind- eller
udefter.
Bevægelse:
Jordvindende,
med godt fraskub og tilsvarende fremgreb fortil.
Bevægelsen er lige og parallel i for- og bagpart, med
godt rejst holdning. Pasgang er uønsket.
Hud:
Stramt
tilliggende, uden rynker og folder.
Pels:
Hårlag : Kort og tæt, skal føles groft og
hårdt. På hoved og ører skal det være mere tyndt og
kort, på halens underside tydeligt længere. Hårlaget
skal dække hele kroppen.
Farve :
•
Brun,
uden aftegninger.
•
Brun, med kun en smule hvidt eller ”skimlede”
aftegninger på bryst og ben
•
Mørk
brunskimmel med brunt hoved, større eller mindre,
brune pletter. En sådan
hunds grundfarve er hverken brun med hvidt eller hvid
med brunt, men hårlaget har
en så tæt blanding af brunt og hvidt, at der opstår
det lidet iøjnefaldende ydre, der
er så værdifuldt til praktisk jagtbrug. Indvendig på
bagbenene og ved halespidsen
er farven ofte lysere.
•
Lys
brunskimmel med brunt hoved, med eller uden større
eller mindre, brune
pletter. Hos denne farvevariant findes brune pelshår
kun i ringe omfang; de hvide
pelshår dominerer.
•
Hvid,
med brune aftegninger i hovedet og store eller små
brune pletter.
•
Sort
pelsfarve med samme nuancer som brun eller
brunskimmel.
•
Gule
aftegninger (”Brand”) er tilladt.
•
Blis
(i panden og/eller på næseryggen) og småplettede læber
er tilladt.
Størrelse:
Skulderhøjde
for hanner fra 62 til 66 cm, for tæver fra 58 til 63
cm.
Fejl:
Enhver
afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en
fejl, hvis betydning for
bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens
omfang.
•
Fejl
i holdning eller kønspræg.
•
For
kort næseparti.
•
For
fyldige eller for tynde læber.
•
Tandmangler: 2 tænder (P1 og M3) – dvs at af de i alt
fire P1 og to M3 må højst
mangle to tænder.
•
For
lyse øjne. Lysegule rovfugleøjne.
•
Ører
for lange, for korte, for tunge, for smalt ansatte
eller drejede.
•
Løs
hud ved struben.
•
Let
karperyg.
•
For
kort kryds.
•
For
dybt bryst.
•
Halen
båret for højt over ryglinien eller stærkt krummet.
•
Ud-
eller indaddrejede albuer. Tåtrang eller tåvid. For
snævert eller for bredt
stillede poter
•
Stejl
bagpart.
•
Let
hjulbenet, let kohaset eller hasesnæver.
Alvorlige fejl:
•
Plump, sløv eller med for svær knoglebygning.
•
Udpræget stop.
•
Kødfarvet eller plettet næse (undtagen ved hvid
grundfarve).
•
Spidst næseparti. Konkav næseryg.
•
Tangbid, helt eller partielt. (Hos hunde over 4 år kan
tangbid forekomme på grund
af alder. Dette har ingen indflydelse på bedømmelsen,
såfremt det kan attesteres,
at hundens bid ved en tidligere udstilling er bedømt
som korrekt.)
•
Tydelig karperyg. Let hængeryg.
•
Betydeligt mangelfuld brystdybde. Forbryst ikke
udpræget. For fladribbet eller
tøndeformet brystkasse.
•
Kraftigt ud- eller indaddrejede albuer.
•
Blød,
for stærkt eftergivende håndrod.
•
Stejlt stillet mellemhånd.
•
Stærkt kohaset eller stærkt hjubenet i både stand og
bevægelse.
•
Overbygget bagpart.
•
Spredte tæer.
•
Flade
poter.
•
Klodset, tung bevægelse.
•
Afvigelse på mere end 2 cm fra de nævnte
skulderhøjder.
Diskvalificerende fejl:
•
Store
afvigelser i kønspræget.
•
Mangel på mere end 2 af de i alt fire P1 og to M3.
Mangel på én eller flere af de
øvrige tænder (ud over P1 og M3). Tænder, der ikke kan
ses, gælder som
tandmangler, med mindre det kan attesteres, at de
pågældende tænder ved
tidligere udstilling / avlskåring er konstateret til
stede.
•
Underbid, overbid, krydsbid og alle mellemformer
heraf.
•
Overtallige tænder, placeret uden for tandrækken.
•
Ganespalte, hareskår.
•
Meget
løse øjenrande, ektropion, entropion, distichiasis
(dobbelt række af
øjenvipper).
•
Stærk
hængeryg, krum (skæv) rygrad.
•
Deform brystkasse, f eks ved at et for kort brystben
giver en brat stigende
underlinie bag brystet.
•
Vildtkløer på for- eller bagben (NB!
Håndhæves ikke i Danmark)
•
Enhver form for svagt væsen.
Bemærk:
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i
pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt,
betragtes som en alvorlig fejl
. . .
Standarden udgivet af FCI 29 NOVEMBER 2000
Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité
APRIL 2001
